FN's gigantiske "fuck-up" - ikke tillykke til Israel!

14. maj skrev Liberalisternes formand, Torben Mark Pedersen, et indlæg om Israels 60-års fødselsdag i en yderst pro-zionistisk tone, men jeg er dybt uenig i mange af hans pointer; her er min kommentar:

Fra flere fløje hører man i disse dage lykønskninger til staten Israel, fordi den forleden fyldte 60 år. Mange forguder landet for at være en "mellemøstlig stat efter vestlige, liberale forbilleder", og det kan da ikke benægtes, at Israel har gjort et godt stykke arbejde med etableringen af det liberale politiske system, retfærdige valg og en nogenlunde socioøkonomisk struktur.

Men, men, men. Historien lyver desværre for Israels vedkommende ikke. Nok er landet et glansbillede blandt mange mere feudalt orienterede, arabiske stater, men det ændrer ikke på, at selve retfærdiggørelsen af statens skabelse er stærkt, stærkt fordrejet i flere medier - fremmest de amerikanske.

Efter 2. verdenskrig og de massive og frygtelige jødeudryddelser udført af nazisterne, stod den jødiske bevægelse, zionismen, med gode kort på hånden for at få den stat, som man havde råbt højt for at få siden midten af 1800-tallet. Zionismen delte sig dengang i en religiøs zionisme, der ønskede, at en jødisk stat skulle ligge i det gamle kana'ans land (efter bibelsk fortolket forbillede), og en politisk zionisme, der blot mente at jøderne skulle have en stat, men i øvrigt var ligeglad med, hvor i verden den lå. I den forbindelse var dele af Sydamerika nævnt, men nok om geografi.

Bevægelsen fik ekstra kræfter, medhold og legitimitet, da nationale flertal i forskellige regioner i forskellige lande fik deres egne stater, for eksempel i det sydlige Danmark.

Thomas Herzl startede denne bevægelse med bogen "Den Judenstaat", der kom i en periode, hvor massevis af jøder blev forfulgt og dræbt i fortrinsvis det stadigt feudale Rusland, startende i 1850'erne. Derefter gik det op og ned for zionistbevægelsen, men størst opmærksomhed fik bevægelsen altså i forbindelse med efterdønningerne af 2. verdenskrig. Der blev der ikke skelnet imellem, om jødernes ønske var religiøst eller politisk betingede, de var jo "synd for jøderne", så selvfølgelig skulle de have en stat.

I starten af 1900-taller indgik England, der egede området hvor Palæstina og Israel ligger i dag, MacMahon-Hussein-aftalerne, der betød, at man ville arbejde på at oprette en palæstinensisk stat. Dem der ejede jorden indgik denne aftale med dem, der boede der. Bemærk, der boede mennesker i det område - og det havde der gjort i århundreder, førend israelerne kom der.

Men FN var ligeglade, fik omvendt englænderne, og med patetiske argumenter, og sandsynligvis en del jødisk-amerikanske korruptionspenge i ryggen til udvalgte levebrødspolitikere i unionen (who wouldn't at that time?), lavede de en delingsplan, hvilket befæstede deres position som almægtig overstatslig organisation, der - groft sagt - med et "demokratisk" flertal kan tillade sig hvad som helst. Staten Israel oprettedes og de mennesker, arabiske palæstinensere, der egentligt boede der, blev fordrevet til flygtningelejre omkring grænserne. Naturligvis reagerede de arabiske lande og deres sammenslutninger negativt på dette, og jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle betyde krig.

Staten Israel har historisk set ingen berettigelse, og dette forbedres ikke af israelske politikere og borgeres nuværende selforståelse, der, med amerikansk opbakning ("se vores jødiske projekt"), forherliger sin egen fortid, som "retfærdighed" og "religiøst rigtigt". Muligvis boede de, ifølge bibelen, der engang - men de flyttede!

Det er i dag ikke muligt bare at "slette" Israel fra verdenskortet, og genindføre den - som det ideelt ville være mest retfærdigt - palæstinensiske stat. Derimod kan man arbejde frem mod nogle fredsaftaler, hvor man tager hensyn til, at det andet land i konflikten, Palæstina, i stedet for blot på amerikansk vis at forherlige alt jødisk og israelsk.