Rebellen Birthe

Den seneste uges lille misere imellem integrationsminister Birthe Rønn-Hornbæk og velfærdsminister Karen Jespersen vedrørende dilemmaet om muligheden for at være i dialog med radikale islamistiske grupper viser, hvilket dilemma, man kan forme, når man skal definere regeringens egentlige politik.

Jeg ville aldrig definere Karen Parti-skifte-som-kvinder-skifter-tøj Jespersen som liberal grundet hendes historik - hun er upålidelig og kunne kun med nød betræde Venstres nyoprettede populist-minister-post (undskyld, velfærdsminister, selvfølgelig), idet hun herunder kunne udøve de dele af hendes ideologi, der passede bedst ind i regeringens program.

I modsætning til Jespersen har Rønn-Hornbæk altid været liberal, fritænkende og ilter ideologiker, hvilket hun aldrig har lagt skjul på. Sammen med en lille gruppe på Christiansborg er hun et sjældent eksempel på en idealistisk funderet politiker, der tror på ideologien og dets løsninger og som udgangspunkt distancerer sig fra den mere levebrødspolitiske tendens, de store regeringspartikandidater holder sig til.

Men er liberalisme et midterbegreb, der kan bøjes og strækkes så længe ordet frihed kan flettes ind, eller er det en ideologisk enhed, hvor friheden er så grundlæggende, at dette bør efterstræbes kontinuerligt i produktionen af politiske løsninger?

Jeg holder mig til Birthe Rønn-Hornbæk, der skiller sig ud fra flere - nu i mine øjne tidligere - liberale politikere på Christiansborg, herimellem Anders Fogh Rasmussen. Hun siger, at der kan være en idé i at sætte sig ind i den form for religiøs politicitet, som de radikale muslimer står for. Hvordan tænker de løsninger? Hvordan tænker de samfund? Hvordan kan vi forstå dem, der grundet den kultur begår forbrydelser mod loven, folket og demokratiet, og hvordan kan vi på baggrund af denne viden forhindre sådanne forbrydelser?

Dette er i mine øjne liberalt, progressivt, diplomati- og demokratiminded i en grad som Karen Jespersen aldrig kommer til at se skyggen af. Hun synes blot at agere efter, hvad Dansk Folkeparti har dikteret skal være kriteriet for, at de fortsat vil støtte regeringen: Udlændingepolitikken skal være stram, rigid, kristent orienteret, og holde ikke-danskere i kort snor. Regeringen, symbolisret ved Karen Jespersen plus bagland, sætter sig på halen for DF i denne situation, så systematikken ikke er til at undgå at få øje på.

Birthe Rønn-Hornbæk holder måske ikke meget længere som minister, selvom hun gang på gang viser ånden og tilmed OVERHOLDER grundloven, der jo tydeligt siger, at en folketingspolitiker ikke er forpligtet til at mene og give udtryk for andet end det hun selv mener. Hvis man i 1849 havde ment, at situationen skulle være som i dag, havde man skrevet at folkerepræsentanterne ikke var forpligtet til at mene ret meget ud over det, det fremmedfjendske støtteparti mener.

Tudefjæs! (dér var ordet)

Kan man starte et blogindlæg mere aggressivt? Næh, men måske lidt strenghed var at foretrække. Det her kommer til at handle om rettigheder og konsekvenser, og det kan sjældent gøres sukkersødt.

Alligevel kan medierne gøre det gang på gang, når de - som i dag på alle nyhedsflader - laver sukkersøde indslag om, hvordan udviste på tålt ophold i Danmark lever - socialt og fysisk. Er det for dårligt, sådan som vi behandler dem? Nej.

Jeg har brugt en rum tid på at tænke på den journalistiske vinkling af sagen og de faktiske forhold. De ender begge i samme spor.

For at starte med det sidste, de faktiske forhold: hvis man lever på tålt ophold, er man på demokratisk vis blevet straffet for at have begået en grov form for kriminalitet og dermed ikke levet op til den forventning (som er minimal!) om at man lader sig integrere demokratisk. Dermed beviser man, at man ikke er indstillet på at leve efter reglerne i et demokratisk samfund. Derfor kan man naturligvis ikke forvente at få stillet en suite til rådighed, imens man befinder sig midlertidigt i landet, indtil man forsvarligt kan sendes tilbage.

Derfor er det beskæmmende at se, hvordan medierne vinkler historierne om disse menneskers livssituation, som om det er samfundets skyld, at de ikke har det godt. Det er altså en situation, de selv har bragt sig i. Hermed afspejler den lidt pussenussede holdning om fralægning af ansvar, som desværre præger for meget af den danske kultur og samfundsform, sig i medierne og deres udlægning.

Dette må gerne tages som en generel kritik, for hvor der er en kritik af systemet fra medierne (uanset hvor godt de skjuler egne holdninger i udlægningerne af en sådan) er der en politiker, der kan stilles til ansvar og dermed en potentiel skandale - storry t/selling (mest med s!).

Kriminalitet skal belønnes med frihedsberøvelse, og har man bevist, at man ikke er indstillet på demokratisk livsførelse, ja, så kan man ikke forvente at få et liv på linie med dem, der netop har det, når man tilmed lever på tålt ophold. Det handler om rettigheder. Det handler om et ønske om øget konsekvens. Men det handler så sandelig også om demokrati! - måske mere end noget andet.

Finanskrisen er sund

I tråd med ens fordomme må man konstatere mange ting. Risengrød smager kun godt op til jul, Kurt Thorsen bliver aldrig færdig med økonomisk kriminalitet (det kan åbenbart betale sig) og David Nielsen (tidl. AaB-spiller) gemte på flere usportslige væmmeligheder under huden, end han med sine øretæver gav udtryk for. Nu er han selv øretæveindbydende dum at høre på.

Men en anden ting, som man havde set komme, var den nok så omtalte finanskrise, der har bredt sig som ringe i vandet. Vi vidste det jo godt - amerikanerne troede og har altid troet på, at de er større og stærkere end alle andre nationer, og således er deres valuta det nok også. NEJ! Alt, hvad denne valuta baserede sig på, forringede selve valutaen, og snart så man en selvudnævnt kæmpe smuldre i sit eget grus.

Dollaren er vigtig og vi bør være fair overfor den og euroen som valuta, men vi må også bare konstatere, at valutaen og så meget andet positivistisk ageren affødte finanskrisen i al sin selvsikkerhed og iver. "Vi kan give kredit til alle", tænkte mændene med de bugnene muldvarpeskind. Det kunne de ikke.

Men, men, men; oven på denne lidt medieinspirerede fremstilling, må vi lære at se positivt på finanskrisen som helhed. I et kapitalistisk samfund, som verdensmarkedet er (omend bremset af nogle økonomiskt ufornuftige lande som for eksempel Danmark), vil der en gang i mellem ske det, at værdier på forskellige vitale dele af samfundet overvurderes - boliger for eksempel!

Således kan den finansielle boble springe, hvilket - ovenpå en økonomisk og finansiel rus af dimensioner - giver en superkold tyrker. Vi skal blot hæfte os ved, at verdenssamfundets økonomi er så stærk i sin grundvold, at den kan afvise de værste følger af en sådan krise. Der bliver ryddet op i de stærke og svage virksomheder, ryddet op i dem, der hænger sig i middelalderlige strukturer over for de fornuftige moderne og progressive virksomheder. Virksomhederne og deres ansatte er kernen i samfundets indtjening.

I Danmark ser vi ikke den store udskælning, idet mange "virksomheder" er offentlige, og det må vi alle så bruge penge på at opretholde på bekostning af krisens følger. Egentligt fair nok. Det hele er en del af en større oprydning. Her i dag satte Nationalbanken renten ned - god tendens.

Det er svært at nedkoge essensen af en krise i kategori med den, vi har nu, men min pointe er også blot, at når man får ryddet op, dufter der så friskt bagefter, og man ønsker at skabe noget nyt. Erhvervslivet og det internationale marked vil få gavn af dette.

Det socialistiske medium i en moderne verden?

Danmark er et moderne, tilnærmelsesvis liberalt samfund, hvis frihed dog har været på retræte de sidste 30 år. Ikke desto mindre betragter vi vor egen samfundskultur som liberal-demokratisk, hvor private og erhvervsdrivende har en hvis frihed til at føre egen forretning.

Alligevel har vi et statsmedium, DR, hvilket i sig selv er amoralsk, da det dermed ikke kan betragtes som 100 % troværdigt, da vi må betragte staten som en form for modpol til det liberale samfund.

Statens rolle har alle dage været at administrere de områder i samfundet, som samfundet ikke selv kan få på et tåleligt stabilt niveau. Men når samfundet har noget en nogenlunde stabil økonomisk, social og moralsk gænge, er der så ikke kun perverterende, når et statsmedium (læs: faglig upålidelighed) giver sig tid til at skabe en folkelig modstemning mod diverse firmaer.

Jeg bliver en anelse provokeret, når jeg ser DR1's program "Kontant", der er et forbrugerprogram, hvor emsige journalister stiller skarpt på forskellige virksomheders måder at føre forretning på.

Fair nok, der er nogle af forretningerne, der er lige lyssky nok - faktisk så lyssky, at det er lovstridigt, og her er den eftertænksomt hidsige journalistik selvfølgelig berettiget nok.

Men vi må holde fast i det juridiske aspekt. Nu er jeg ikke jurist - langt fra! - men jeg ved, at hvis man køber noget på nettet eller i en hvilken som helst anden (anstændig) butik, så er der nogle reklamationsbetingelser og nogle kontraktlige forhold, som man skal læse, inden man trykker "godkend betaling" eller sætter sin signatur. Og har man først sagt ja, og har virksomheden oplyst om alle forhold, burde der ikke være noget at komme efter.

Så når DR-værten moraliserende lyner: "pas på, pas på! vi antaster nu en forbryder!" (det siger han ikke, men det ligger i alle de ekstreme formuleringer), så er det det rene optøjeriske polemik. Det handler om at holde hånden over de tosser, der ikke læser det de går ind til.

På den måde bidrager statsligt producerede programmer som "Kontant" til det øvrige hyppigere statsligt prægede sygeplejersamfund, hvor individet svækkes og individets frihed dermed så småt er i gang med at blive sat på hjul og stejle. Kedeligt, men også et efterhånden uhyggeligt socialistisk billede, der nu også kan ses som en tydelig moralsk udspilning i medierne.

Hvorfor har en "borgerlig-liberal" regering nu igennem 7 år ikke sat spørgsmålstegn ved, om det kan være rigtigt, at et så socialistisk medium som DR kan få lov at fortsætte denne samfundsperversion på borgernes regning. Hvis det blot var privat finansieret, var det såmænd ikke noget problem.

Retfærdigvis skal det siges, at DR - specielt på radiofladen - også producerer reelt og efter min smag gode programmer, men jeg ville have det bedre med at betale for at se dem, som jeg betaler for mine øvrige, af staten uafhængige tv-kanaler.

K styrket eller svækket?

I diskussionen om, hvorvidt Konservative går styrket eller svækket ud af situationen med Bendt Bendtsens farvel og den mindre ministerrokade, er det vigtigt ikke at erklære det et ideologisk spørgsmål.

K er nemlig ikke at antage for ideologiske idealister, der hæfter sig ved den konservative samfundsidé som bier til søde sager. Først og fremmest indgår de som mindstepart i et regeringssamarbejde, som skal fungere - helst med de rette figurer, der kan passe ind i Anders Fogh Rasmussens puslespil. Dette puslespil skal "spille", således at både det brede Folketing og Pia Kjærsgaards Dansk Folkeparti kan stilles tilfredse.

Derfor er det et smart træk for K at indsætte nogenlunde "neutrale" typer som Lars Barfoed og Brian Mikkelsen i ministermøllen. Ganske vidst har Lars Barfoed en gammel fyringssag hængende over sit hoved, men han er langt fra så fremadstormende og udflyvende med egne holdninger som for eksempel Birthe Rønn Hornbæk og Søren Pind i Venstre (begge V).

Dermed indgår de nye ministre i et overordnet regeringssamarbejde, der kan komme til at fungere godt, fordi de højst sansynligt retter ind til højre i Venstres måde at føre regering og politik på.

Derimod er Lene Espersen som ny formand spændende. Hun er udfarende og lægger sjældent låg på sig selv, når hun udtrykker sig. I forhold til fortolkningen af konservatismen som ideologi, ligger hun tættere på ad den end de øvrige "nyrokerede" i systemet. Hun har en klar forkærlighed for hårde straffe til kriminelle, hvilket en stor del af de nordjyske vælgere, der valgte hende ind, "tænder" på.

I forhold til netop dét politiske emne, som nu skal varetages af Brian Mikkelsen, kan "retfærdigheden" i samfundet da svækkes? Vil han viderebygge eller modarbejde den linie, som Lene Espersen har lagt de seneste år? Det vil tiden vise, får sjældent har netop Brian Mikkelsen markeret sig på det område. Jeg ser helst at han fortsætter kampen mod kriminalitet i tråd med de ideer, Lene Espersen lagde til grund for regeringens politik.

Beslutningen:støt liberalismen, støt LA

Efter flere dages grundig undren, refleksion og overvejelse er jeg blevet enig med mig selv om at melde mig ind i Liberal Alliance.

Som skrevet før, så er jeg grundlæggende mere enig i LA's principprogram end den politik Liberalisterne ønskede, og jeg mener deslige, at LA's principper er mere liberale i grundtanken.

Om de nærmer sig den meget idealistisk prægede liberalisme, der udspringer af Adam Smith, og som jeg politisk-filosofisk set har mine rødder i, er svært at sige - det gør de nok næppe. Helt filosofisk MÅ det jo heller ikke være, der må være samfundspolitisk substans bag, hvilket LA kan tilbyde, føler jeg.

Om de 200 kr for årsmedlemskab viser sig at være spildt, ved jeg først, hvis partiet skulle beslutte at lukke sig selv, såfremt det ikke formår at komme i Folketinget næste gang. Anders Samuelsen har jo sagt, at de "skal ud og have et rigtigt arbejde", hvis ikke de kommer i Folketinget næste gang, og det er vel lige så godt som at sige, at de nedlægger projektet, hvis det mislykkedes.

Dette får nogle små alarmklokker til at ringe indeni mig, for er det så ikke lige så politisk ustabilt et projekt som Ny Alliance var? Hvad hvis Lars Seier Christensen trækker sig?

Men disse tanker har jeg valgt at se bort fra af en eneste grund:

Hvis liberalistisk politik skal have en chance for at sætte sit præg på det skrantende danske, socialdemokratisk prægede samfund, er det LA, der skal gøre det!

Derfor melder jeg mig ind - nu!

Liberal Alliance - liberalisme af princip

Det virkede som en sponsor- og pengesag, da Lars Seier Christensen fra Saxo Bank meldte sig ind i og skød penge i Ny Alliance, der nu - efter at de centrale kræfter er stærkt mere liberale - hedder Liberal Alliance.

Efter at have læst deres principprogram er jeg blevet mere afklaret om, hvor LA står på den politiske dobbeltakseskala.

Der er klart på højreFLØJEN med tendens i retning af "tolerance". Deres politik lægger sig op af en mere "frisindet" og filosofisk inspireret liberalisme end den, til tider, konservative liberalisme, som Liberalisterne stod for, hvor Torben Mark Pedersen for eksempel under den anden Muhammed-krise beskrev al islamisk virksomhed under én, negativ kam.

Et andet eksempel: Liberal Alliance går med saftige argumenter ind for øget fokus på en rationel form for post-kriminel rehabilitering, hvorimod Liberalisterne var mere fokuserede på straffens udmåling. Dette er, overraskende nok set i forhold til partiprogrammets størrelse, "my only concern" ifht. at melde mig ind i partiet.

Jeg er klart for en rationel og videnskabeligt begrundet rehabilitering, men mener stadigvæk, at ofre, efterladte og det øvrige samfund har klart bedst af, at forbrydere som bl.a. den unge (i mine øjne, men ikke i dommernes) drabsmand fra Aalborg, der slog en mand ihjel ved Energi Nord Arena, får mere end fire års fængsel. Et sådant individ kommer tvivlsomt til at begunstige samfundet nogensinde. Men jeg er som sagt åben i det spørgsmål.

I løbet af i morgen, vil jeg lade tankerne flyve og derefter tage en endelig beslutning: partiløs eller medlem af Liberal Alliance. Alt andet lige virker Naser Khaders forvandlede parti som det eneste liberalistiske foretagende i dansk politik.